Halsnæs & Frederikssund taber puls

Det skal være nemt og let tilgængeligt at komme fra København til Halsnæs og Frederikssund. Og potentialet er stort for den helt rigtige turismesatsning for området, som vil kunne skabe liv, kulturudvikling, jobs og øget skatteindtægter til Kommunerne. Alt sammen noget som er så vigtigt for en øget velfærdsindsats.
Københavns Lufthavn oplever nemlig en markant vækst i disse år. Lufthavnen er i gang med en udvidelse til næsten dobbelt størrelse. I dag betjenes 29 millioner passagerer årligt – et tal, der over en årrække vil stige til 40 millioner passagerer. Hertil kommer, at de interkontinentale ruter til og fra København forventes at stige med 50 % over de kommende tyve år.
Hvis vi skal imødekomme det pres, som en sådan passagervækst lægger på København, er vi simpelthen nødt til at tænke i alternativer for de mange turister, så Hovedstaden ikke drukner i sin egen succes og vi får en del af kagen. Dette kræver en stærk infrastruktur – vel at mærke også udenfor København.
Vi er med andre ord fuldstændige afhængige af at få etableret Frederikssundsmotorvejens 3 etape og en forlængelse af Hillerødmotorvejen, samt ikke mindst at Kystbanen kommer til at fungerer optimalt.

Vi har indgået en historisk infrastruktur aftale, som Regeringen præsenterede med en aftale med Dansk Folkeparti om fremtidens infrastruktur, i perioden 2021-2030. Der investeres samlet set 112,7 mia. kroner i perioden. Det er helt sikkert, at hvis en Socialdemokratiske ledet regering kommer til magten, så taber vi pulsen i Halsnæs og Frederikssund – for så bliver der ingen investeringer for alvor i motorveje nordpå.

 

Birgitte Bergman

Folketingskandidat

Det Konservative Folkeparti

Nordsjællands storkreds