Det vil jeg kæmpe for

”Forny for at bevare”

Min ambition er en Helsingør Kommune og et Nordsjælland fuld af liv. Et attraktivt sted hvor virksomheder og familier trives og lever, hvor de unge har lyst til at blive boende og vores ældre kan føle sig trygge. Samt et Helsingør, hvor sundhed miljø, kultur og uddannelse står højt på dagsordenen.  

  • Et sundhedsvæsen med tid til nærvær og kvalitet. Du skal have omsorg og hjælp, når du har brug for det. Alt det, som ikke er svært, skal behandles nært!
  • Københavns nordlige kvarter for uddannelser og kultur. Flere uddannelser og mere kulturliv til Helsingør og Nordsjælland.
  • Grønne løsninger der sikrer fremtiden og beskytter vores unikke kyst og natur.
  • Mere nærpoliti, så den enkelte borger føler sig tryg. Fokus på at få bugt med de mange indbrud.
  • En Kystbane og infrastruktur som fungerer optimalt og skaber bedre forhold for pendlere.
  • Grundskyld skal ned. Vores grundskyld er i top, vores infrastruktur hænger ikke sammen, togpriserne er tre gange så dyre som i resten af landet, og udligningen er helt urimelig.

 

Det tror jeg på

Frihed

Friheden under ansvar til at tage initiativ, skabe nyt, give plads til udvikling uden alt for tung administration og styring, der kvæler initiativet i fødslen.

Fællesskab

Det fællesskab der sikrer, at samfundets svageste altid kan få hjælp og blive samlet op. Men også et fællesskab, der fordrer, at de stærkere tager ansvar og klarer sig selv.

Balance

Den balance mellem humanisme, velfærd og ansvarlig samfundsøkonomi, som Poul Schlüter stod for, og som stadig er en central del af det konservative DNA.

Respekt

Et samfund der ikke bygger på frygt, had og fordomme. Uanset hvor uenig man måtte være, skal der være gensidig respekt og en ordentlig tone.

Samarbejde

En samarbejdskultur – nationalt såvel som internationalt – der er solidt forankret i FN, EU og NATO. Jeg er dansker med et stort D, men jeg er også europæer og verdensborger.